Flanger er relativt enkle mekaniske stik, der er blevet brugt med succes til højtryksrør. De er godt forståede, pålidelige, omkostningseffektive og let tilgængelige fra en lang række leverandører. Derudover er flangernes øjeblikkarrykapacitet betydelig sammenlignet med andre mekaniske stik. Dette er en vigtig funktion for systemer, der oplever rørvandring eller lateral spænding fra temperatur- og trykvariationer (f.eks. Dybe vandlinjer). Flanger kan designes til at imødekomme en lang række anvendelseskrav, såsom høj-temperatur og korrosionsbestandighed.

Operation

Rørflanger har skylle eller flade overflader, der er vinkelret på det rør, de fastgøres til. To af disse overflader er mekanisk forbundet via bolte, kraver, klæbemidler eller svejsninger.

Flanger er typisk fastgjort til rør via svejsning, lodning eller gevind.

Svejsning slutter sig til materialer ved at smelte emnet og tilføje et fyldstofmateriale. For stærke forbindelser med høj tryk af lignende materialer har svejsning en tendens til at være den mest effektive metode til flangeforbindelse. De fleste rørflanger er designet til at blive svejset til rør.

Brodning bruges til at forbinde materialer ved at smelte et fyldemetal, der størkner for at fungere som stikket. Denne metode smelter ikke arbejdsemner eller fremkalder termisk forvrængning, hvilket muliggør strammere tolerancer og rene led. Det kan også bruges til at forbinde meget forskellige materialer såsom metaller og metaliseret keramik.

Trådning påføres flanger og rør for at lade forbindelserne skrues sammen på en måde, der ligner nødder eller bolte.

Mens metoden til tilknytning kan være en kendetegn, er der andre overvejelser, der er vigtigere for valg af rørflange. Faktorer, som en industriel køber først skal overveje, er flangens fysiske specifikationer, type, materiale og ydelsesfunktioner, der er bedst egnede til applikationen.