Flanger er relativt simple mekaniske forbindelser, der er blevet brugt med succes til højtryksrørapplikationer. De er velkendte, pålidelige, omkostningseffektive og let tilgængelige fra en bred vifte af leverandører. Derudover er flangernes momentbærende kapacitet betydelig sammenlignet med andre mekaniske forbindelser. Dette er en vigtig egenskab for systemer, der oplever rørvandring eller lateral knækning på grund af temperatur- og trykvariationer (f.eks. dybe vandledninger). Flanger kan designes til at opfylde en bred vifte af applikationskrav, såsom modstandsdygtighed over for høje temperaturer og korrosion.

Operation

Rørflanger har plane eller flade overflader, der er vinkelrette på det rør, de fastgøres til. To af disse overflader er mekanisk forbundet via bolte, kraver, klæbemidler eller svejsninger.

Typisk er flanger fastgjort til rør via svejsning, lodning eller gevindskæring.

Svejsning forbinder materialer ved at smelte emnerne og tilføje et fyldmateriale. For stærke højtryksforbindelser af lignende materialer er svejsning typisk den mest effektive metode til flangeforbindelse. De fleste rørflanger er designet til at blive svejset til rør.

Lodning bruges til at sammenføje materialer ved at smelte et tilsatsmateriale, som størkner og fungerer som forbindelsesstykke. Denne metode smelter ikke emnerne eller forårsager termisk forvrængning, hvilket giver mulighed for snævrere tolerancer og rene samlinger. Den kan også bruges til at forbinde meget forskellige materialer såsom metaller og metalliseret keramik.

Gevindskæring anvendes på flanger og rør for at muliggøre sammenskruening af forbindelserne på en måde, der ligner møtrikker eller bolte.

Selvom fastgørelsesmetoden kan være et kendetegn, er der andre overvejelser, der er vigtigere ved valg af rørflange. Faktorer, som en industriel køber bør overveje først, er flangens fysiske specifikationer, type, materiale og de ydeevneegenskaber, der er bedst egnede til anvendelsen.